Lag · 00 / INTRO

Introduktion

Rammen om hele whitepaperet. Hvem skriver det, hvem er det til, og hvad det er, og hvad det ikke er.

Indhold

Hvad det her er

AI er ikke endnu et værktøj vi propper ind i modellen. Det er en kraft der ændrer hvad produktledelse er. Hvilke beslutninger vi træffer. Hvordan teams bygges. Hvad der adskiller en god produktorganisation fra en dårlig.

Den her playbook er en ramme for det skifte. Fem lag fra kultur til værktøjer. Hvert med et princip, og noget jeg stadig er i tvivl om.

Skrevet til produktledere, designere, engineering managers og produktchefer. Læs fra ende til anden, eller hop direkte til det lag der presser dig mest.

Hvem det er til

Produktledere, designledere og engineering managers der har ansvar for hvordan deres team faktisk arbejder. Ikke folk der vil lære at prompte bedre. Folk der spekulerer på om hele rammen omkring deres team holder.

Det henvender sig også til CTO’er, VP’er og foundere der skal gentænke struktur, roller og processer fra grunden, fordi den gamle model er holdt op med at give mening.

Hvis du leder efter en checkliste til “AI-transformation”, er det her ikke for dig. Hvis du leder efter en ærlig samtale om hvad der faktisk skal flyttes på, og i hvilken rækkefølge, så læs med.

Hvorfor denne rammepyramide

Min tese er at de fleste AI-transformationer starter i bunden, med værktøjer. “Vi rullede Copilot ud.” “Vi har fået Cursor-licenser.” “Vi bruger ChatGPT Enterprise.”

Det er den hurtigste vej til en fejlslagen transformation.

Når værktøjer møder en kultur der ikke har flyttet sig, en organisation der stadig er bygget om koordinering af eksekvering, og roller defineret af hvad folk producerer, så forstærkes alt det knirkende.

Kultur øverst, værktøjer nederst. Hvert lag styrer det nedenunder. Hvis kulturen ikke er på plads, hjælper det ikke at organisere sig om. Hvis organiseringen ikke er på plads, hjælper det ikke at lære nye kompetencer. Og så videre.

Fem lag:

  1. Kultur & identitet. Mentale modeller, tro, hvem vi er
  2. Organisation & struktur. Teams, roller, samarbejde
  3. Kompetencer & praksis. Hvad folk kan og gør
  4. Processer & workflows. Hvordan arbejdet flyder
  5. Værktøjer & software. Agenter, kode, platforme

Den hjælper med at sortere tænkningen og finde ud af hvor noget reelt skal flyttes på.

Fire ting fungerer som fundament for det her whitepaper

Min egen praksis. Jeg shipper produkter med AI hver dag: Stilnote, Vibetjek, Knud, Dynamo, Super Yes. Det her er ikke teori. Det er reflektioner fra et arbejdsbord hvor Claude Code kører hele dagen.

Konsulentarbejde. Jeg har set hvordan organisationer som Norlys, Energinet, LEGO, Jyske Bank prøver at navigere produkttransformationen. Hvor det virker, og hvor det går galt.

Produktledelseslitteraturen. Cagan, Perri, Cutler, Skelton/Pais, Microsoft Research og andre. Jeg prøver at koble til de stemmer der allerede har sagt noget rigtigt om feltet, frem for at lade som om alting er nyt.

Egen historie. Jeg har skrevet om produktroller og UX siden 2022.

Hvad du får ud af det

Ingen “top 10 AI tools.” Ingen one-size-fits-all process.

I stedet:

  • En ramme du kan bruge til at sortere din egen organisations udfordringer
  • Et ordforråd til samtaler med ledelse og kollegaer
  • Konkrete principper du kan teste på din virkelighed
  • En ærlig refleksion fra en der bygger og rådgiver i feltet

Format

Fem lag, hver på omkring 1000 ord. Kan læses som samlet whitepaper eller som enkeltartikler. Hver del afsluttes med et princip, noget der kan stå alene.

Næste lag
Lag 1 — Kultur & identitet

Skriv en kommentar